Den annoncefri valgkamp: Sådan skaber politikerne opmærksomhed (og hvad du kan lære af det)

Den annoncefri valgkamp: Sådan skaber politikerne opmærksomhed (og hvad du kan lære af det)

af

Forestil dig, at du pludselig fik forbud mod at køre annoncer på både Facebook, Instagram, Linkedin, TikTok og Google. Hvad ville du gøre? Det er præcis den virkelighed, de politiske partier har skullet navigere i under valgkampen.

I oktober 2025 trådte en ny EU-forordning i kraft, som regulerer digital annoncering af politiske budskaber (EU-forordning 2024/900 om gennemsigtighed i politisk reklame).

De nye EU-regler kræver, at enhver politisk annonce skal være ledsaget af en “gennemsigtighedsmeddelelse”. Denne skal indeholde meget specifikke informationer, herunder:

  • Hvem der præcis har betalt for annoncen (sponsor).
  • Det præcise beløb, der er brugt.
  • Hvilke specifikke målretningsteknikker og datasæt, der er brugt til at ramme netop dig.

Reglerne ligger desuden store begrænsninger på brugen af personfølsomme data til politisk målretning. Det er nu forbudt at målrette politiske annoncer baseret på f.eks. religion, seksuel orientering eller politisk overbevisning, medmindre brugeren har givet et meget specifikt og særskilt samtykke til netop dette formål.

Tech-giganternes fravalg af digitale annoncer

For Google, Meta, Linkedin og Tiktok blev det juridiske ansvar og den tekniske kompleksitet for stor. I stedet for at bygge komplicerede systemer, der kunne overholde de mange nye krav og risikere massive bøder (op til 6 % af deres globale omsætning), valgte de at stoppe med at acceptere politiske annoncer i EU-lande.

Partier og kandidater kan ikke længere “booste” opslag eller købe Search-annoncer på Google.

Politikerne må stadig gerne poste videoer og tekst på deres profiler gratis, men de kan ikke betale sig til at nå ud til folk, der ikke følger dem i forvejen.

Medvind til de danske netaviser

Nedlukningen hos tech-giganterne har fungeret som en styrket indtjeningskilde for de danske netaviser.

Da kampagnebudgetterne pludselig skulle omfordeles, blev netavisernes egne økosystemer den oplagte mulighed. Her har ders egne annonceformater (som topscroll og midscroll) oplevet massiv medvind. Her har netaviserne typisk løst de nye lovkrav med et visuelt overlay på annoncen, som indeholder den nødvendige dokumentation.

Et alvorligt problem for de mindste partier og for demokratiet

Selvom det til tider er fascinerende (og lærerigt) at se politikerne udfolde sig organisk, efterlader annonceforbuddet os med et alvorligt demokratisk problem.

Når de billige, målrettede digitale annoncer fjernes, er det ofte kun de store og velpolstrede partier, der har råd til de massive, landsdækkende avisannoncer, som pludselig er den eneste betalte udvej. Små partier og nye stemmer har ufatteligt svært ved at sprede deres folkeoplysende budskaber, når de fratages de mest omkostningseffektive værktøjer.

Reglerne rammer ikke kun partier, men også NGO’er og interesseorganisationer, hvis de annoncerer for emner, der kan påvirke et valg eller en lovgivningsproces (f.eks. klima, abort eller skat mv.).

Det er potentielt også skadeligt for vores repræsentative demokrati, når evnen til at blive hørt i en valgkamp afhænger af, om man har budget til dyre helsidesannoncer i de store dagblade.

Hent inspiration fra valgkampen til din virksomhed

Når man fjerner muligheden for at købe sig til rækkevidde, bliver man tvunget til at tænke kreativt. Og det er præcis, hvad vi har set politikerne gøre. Uanset om du driver en lille lokal håndværkervirksomhed, en specialbutik eller en idrætsforening med et stramt budget, er der masser af inspiration at hente i politikernes nye organiske strategier.

Her er de vigtigste veje, partierne har brugt for at trænge igennem lydmuren, og hvordan du kan kopiere succesen.

1. Reels er den nye valgplakat

Uden betalte annoncer er partierne rykket massivt over på kortformat-videoer som Instagram Reels og TikTok. Hvor et opslag med tekst og billede ofte dør hurtigt i algoritmen, har Reels potentialet til at gå viralt og nå langt uden for ens egne følgere. Det handler om hurtige budskaber, humor og at fange seeren inden for de første to sekunder.

Din læring:
Du behøver ikke et dyrt videohold. Brug din smartphone. Vis hverdagen i din virksomhed, lav en hurtig “how-to” video fra værkstedet, eller præsenter ugens tilbud på 15 sekunder med et glimt i øjet.

2. Events som den ultimative indholdsmotor

Vi har set en opblomstring af fysiske events. Koncepter som “Alex uden filter”, fællesmøder med “Alex og Inger” og Morten Messerschmidts landsturné er ikke bare gammeldags vælgermøder. De er strategiske indholdsmotorer. Når de samler folk fysisk, skaber de masser af situationer, som kan filmes, klippes og deles på sociale medier efterfølgende.

Din læring:
Skab lokale begivenheder. Inviter til kundeaften, afhold et mini-kursus eller lav en “spørg eksperten”-aften i din forening. Optag de bedste øjeblikke på telefonen, og del dem på dine kanaler. Fysisk tilstedeværelse bygger digital loyalitet.

3. Personlig branding og “kanten” i fokus

Når budskabet ikke kan pushes ud med annoncekroner, må afsenderen gøres mere interessant. Et tydeligt eksempel er Lars Løkke Rasmussen, der har lagt sin tøjstil mærkbart om og har fundet piben frem. Det skaber kant, genkendelighed og autenticitet. Det giver folk noget at tale om, som rækker ud over selve politikken.

Din læring:
Vær ikke bange for at vise personlighed. Små virksomheder har en enorm fordel over store, ansigtsløse koncerner: De har dig! Vis hvem du er, del dine holdninger til dit fag, og lad din passion skinne igennem. Det er relationer, der skaber salg lokalt.

4. Gæsteoptrædener i podcasts og alternative medier

Uden Google Ads til at fange de søgende vælgere, er politikerne begyndt at opsøge de steder, hvor lytterne allerede er. De stiller op i alt fra brevkasse-podcasts til underholdningsprogrammer for at låne rækkevidde hos etablerede værter.

Din læring:
Find stærke lokale samarbejdspartnere. Kan din virksomhed lave et fælles opslag med nabobutikken? Kan du skrive et gæsteindlæg til den lokale byportals Facebook-side? At låne andres publikum er en effektiv og gratis genvej til synlighed.

5. Interaktive værktøjer: Gør dit budskab til en leg

Et af de mest oversete, men ekstremt effektive greb i denne valgkamp, har været brugen af interaktive tests. Et stærkt eksempel er valgtesten.dk.

Siden er lanceret af den borgerlige netavis, stiftet af Mitchel Oliver, der tidligere har været personlig SoMe-assistent for Morten Messerschmidt (DF) og kommunikationskonsulent i Dansk Folkeparti.

Denne valgtest benytter forudindtagede spørgsmål, som “Det er godt, at Store Bededag blev afskaffet som national fridag”. Spørgsmålene virker umiddelbart til at tale meget ind i Dansk Folkepartis mærkesager.

Når man ser bort fra moraliteten i dette eksempel, så er det jo et effektive, fordi det skaber en høj involvering. Når vi selv taster noget ind og får et resultat, husker vi budskabet langt bedre. Samtidig omgår det behovet for annoncer, fordi folk helt naturligt deler deres testresultater med venner og familie.

Din læring:
Du behøver ikke bygge en kæmpe portal, men du kan bruge princippet bag. Interaktive elementer som beregnere eller simple quizzer er guld værd for en lille virksomhed eller forening. Det giver kunden en følelse af værdi med det samme.

  • Håndværkeren:
    Lav en “Tag-beregner”, hvor kunden kan indtaste deres kvadratmeter og få et vejledende overslag på 30 sekunder.
  • Fitnesscentret/Foreningen:
    Lav en “Hvilket hold passer til dit temperament?”-test.
  • Specialbutikken:
    Lav en “Find den perfekte gave”-guide baseret på 3 spørgsmål.

Når du hjælper dine kunder med at finde svar på deres specifikke behov gennem en test eller beregner, opbygger du lynhurtigt autoritet og tillid.

Begrænsninger avler kreativitet

Adfærdspsykologen Patricia Stokes beskrev i sin bog “Creativity from Constraints: The Psychology of Breakthrough”, at total frihed ofte fører til handlingslammelse eller gentagelse af det, man allerede kender. Begrænsninger tvinger derimod hjernen til at søge nye veje og skabe innovation – Det har valgkampen anno 2026 været et godt eksempel på.

Det beviser også at der er et potentiale for de virksomheder og foreninger, der ser muligheden i begrænsningerne – præcis som politikerne har gjort.