Det kræver ikke nødvendigvis millionbudgetter at blive set online, men det kræver tid og kompetencer. Med den nye blog “ZeeMee” vil jeg bidrage til at demokratisere marketing-håndværket og hjælpe lokale foreninger og små erhvervsdrivende med at trænge igennem lydmuren.
Markedet for digital opmærksomhed er rødglødende. Mens store virksomheder ruster op med AI, automatisering og store annoncebudgetter, risikerer den lokale idrætsforening, den nystartede håndværker og byens lille specialbutik at blive efterladt på perronen.
Det vil jeg gerne lave om på.
Derfor lancerer jeg hermed bloggen ZeeMee. Formålet er helt enkelt: At hjælpe de små med at blive set i en verden, der bliver mere og mere digitalt kompleks.
Hjælp til selvhjælp i øjenhøjde
Til daglig arbejder jeg som specialist i den finansielle sektor, hvor jeg navigerer i store datamængder og komplekse kunderejser. Men jeg fornemmer et behov ude i lokalområderne, hvor virkeligheden er en anden.
Mange små virksomheder og foreninger har hjertet på rette sted og fantastiske historier at fortælle, men de mangler værktøjerne til at få budskabet ud. De møder en mur af fagtermer, dyre bureau-priser og tekniske forhindringer.
Jeg forsøger ikke at sælge timer. …Jeg forsøger at lave en vidensbank. En blog, hvor jeg bidrager med min viden til lavpraktiske nyheder og “how-to” guides, som alle kan forstå. Min ambition er at gøre marketing initiativer tilgængelige for dem, der ikke har en stor, dedikeret marketingafdeling i ryggen.
Hvorfor gøre det gratis?
Jeg har startet ZeeMee af én grund: Jeg tror på, at vi får stærkere lokalsamfund og et mere mangfoldigt erhvervsliv, hvis alle har lige muligheder for at blive hørt.
På bloggen kan du fra i dag finde indhold, der fokuserer på:
- Synlighed: Hvordan man optimerer sin tilstedeværelse på søgemaskiner og sociale medier uden at betale kassen.
- Værktøjer: Guides til gratis programmer, der kan løfte det visuelle og tekstmæssige niveau markant.
- Trends: Hvad rører sig i markedet, og hvad betyder det for den lille købmand eller håndboldklubben?
Det handler ikke om at være “smart i en fart”. Det handler om solidt, handlingsorienteret indhold, du kan tage i brug med det samme.
Nu skal du ses
Navnet ZeeMee er valgt med omhu. Det er lyden af bønnen fra de mange små aktører: “See me!”.
Bloggen er nu åben, og tastaturet er varmt. Jeg glæder mig til at dele ud af min viden, så vi sammen kan sikre, at dit budskab ikke drukner i mængden, men rammer præcis dem, det skal.
Velkommen til ZeeMee.
Nichlas Findinge Larsen
Digital Marketing Specialist og blog-redaktør
